Æblehaven - kick off kl. 17

Nu sættes det nye fællesskabte kunstværk på Trapholt i søen med et kick off-arrangement, der finder sted lige dér, hvor det hele startede.

 

I projektet Æblehaven vil vi tilsammen brodere så mange forskellige æbler som muligt fra Danmark og resten af verden. Som deltager broderer du et æble, som kommer fra det sted, hvor din familiehistorie har rødder. Æblehaven fletter historien om Trapholt sammen med museets aktuelle historie og vision om at skabe et kunstværk, der forener craft og kunst i fællesskab.

Projektet er udviklet af kunstner Louise Hindsgavl, brodøse Karen Marie Dehn og Trapholt med faglig assistance fra Pometet i Taastrup. Læs mere om projektet her.

 

Kom og vær med, når projektet skydes i gang
Hør museumsdirektør og kurator Karen Grøn introducere tankerne bag værket. Kunstner Louise Hindsgavl fortæller om, hvordan værkets idé omsættes til kunstinstallationen. Brodøse Karen Marie Dehn introducerer til broderiopgavens udtryk, teknikker og materialer. Du får også viden om æblets oprindelse og kulturhistorie.

I løbet af aftenen bliver du med andre ord klædt godt på til at finde frem til netop dit æble, og hvordan du griber den kreative opgave an.

Arrangementet finder sted på Trapholt, Æblehaven 23, der helt ekstraordinært låser dørene op til det ellers lukkede museum. 

 

Vil du spise med bagefter?
I dagens anledning fyrer caféen op for kogeblussene igen og serverer onsdagsmenu. Selvfølgelig med en menu, der er fuld af æbler! 

Vi går til bords kl. 19. Glæd dig til:

Forret:
Syltede og bagte æbler med lagret comte og gammelknas skum i sprød linseskal.

Hovedret: 
med kød: Æblebraiseret rådyr med enebær, dertil purerede æbler og brunede løg samt glaseret pastinak og sauce braise med æbleeddike 
vegetarisk: Glaseret pastinak med quinoa, grønkål og hasselnødder samt fyldig beurre blanc med æbleeddike og brunet smør

Dessert: 
Karamelliseret æblekompot med skyrmousse samt kanelristet rug 

Æblehaven - kick off 17

Selve kick off-arrangementet er gratis, men der er begrænset antal pladser. Hvis du alene ønsker at deltage i kick off-arrangementet, skal du vælge billettypen UDEN SPISNING.

Café Gustav Lind holder ekstraordinært åbent og tilbyder forudbestilt onsdagsmiddag for deltagerne i arrangementet. Vælg da billettypen MED SPISNING. Husk at vælge kød eller vegetarisk menu. Prisen er ekskl. drikkevarer.

Sidste frist for bestilling af billetter med spisning er mandag 2. marts.